Dan-Liq fra Aalestrup er overtaget af bl.a. ejeren af Jorenku. Ambitionen er, at selskabets flydende vitaminer og mineraler fremover også skal afsættes til udlandet.

Jorenku overtager virksomheden Dan-Liq
Lars Jacobsen og Johnni Pedersen har sammen købt Henning Dahls Dan-Liq

Markedsangang til 70 lande og en kraftig stigning i salget.

Sådan lyder opskriften og baggrunden for, at Dan-Liq, der hidtil har haft 73-årige Henning Dahl som ejer og stifter, i midten af januar skiftede ejer.

De nye ejere er Johnni Pedersen, ejer af Jorenku, og Lars Jacobsen, ejer af Scanpo, som via et fælles selskab har overtaget Dan-Liq.

Baggrunden er enkelt: »Jeg har tidligere forsøgt med mineraler og vitaminer, men kan se, at Dan-Liqs produkter er noget af det bedste, der er i markedet. Samtidig har jeg via Jorenku salgsagenter i 70 lande, så derved har vi en stærk handelsplatform, hvor vi nu får en ekstra vare på hylderne, som fint supplerer Staldren, som jeg står bag,« siger Johnni Pedersen, Jorenku.

Stort potential
Dan-Liq har ifølge Lars Jacobsen og Johnni Pedersen et uforløst potentiale, og det er også derfor, de har valgt at overtage det nordjyske firma.

»Vi har set produktionsanlægget i Aalestrup og kan konstatere, at firmaet har et langt større produktionspotentiale. Samtidig er der andre synergier i form af, at vi kan indkøbe råvarerne billigere,« siger de nye ejere.

Parterne har aftalt, at Henning Dahl fortsætter i Dan-Liq som daglig leder.

Kilde: Landbrugsavisen.dk d. 26. januar 2017