Anslået læsetid: 4 Minutter
Ikke en gang vand kan spolere festdag i Ribe. Mindre områder af dyrskuepladsen i Ribe står under vand, men folk strømmer til for at se de mange dyr og maskiner.
Efter et år med aflysninger er der endelig dyrskue igen.
Der er tale om Ribe Dyrskue, som fredag har slået dørene op for landmænd, leverandører og naturligvis masser af nysgerrige udenfor erhvervet.
“Det har kriblet for at komme igang igen”, lyder det fra formand for Sydvestjysk Landboforening Niels Laursen, der åbnede dyrskuet fredag formiddag, og som glæder sig over stor opbakning:
“Det er fantastisk, hvordan folk har knoklet for at blive klar. Der er et rekordhøjt antal tilmeldte dyr, og der er kommet masser af mennesker. Der er stadig kø helt ind i Ribe”.
NÆSTFORMAND MED VÅDE FØDDER
En ting, arrangørerne ikke er herre over, er vejret, og fordi vinden har lukket sluserne i det vestjyske, står mindre dele af pladsen under vand.
Det kan næstformand for Familielandbruget Henrik Bertelsen fortælle.
“Da jeg kom i morges, var der tørt, men i løbet af en time stod vi i 10 cm vand. Det er noget med, at vandet ikke kan løbe væk. Men det er kun den del af pladsen, hvor vi og nogle andre udstillere holder til”, siger landmanden og tilføjer:
“Min kone sagde godt nok i morges, at jeg skulle tage gummistøvler med, og jeg er bange for, at hun har ret. Men det vil jeg nødig fortælle hende”, griner han.
GOD STEMNING
Begge formænd beskriver stemningen på pladsen som god, og i skrivende stund er der tørt med sol og vind.
“Her er godt med folk, og hos børnefamilierne synes ungerne, det er sjovt at plaske i vandpytter, så det er rigtig fint”, siger Henrik Bertelsen.
Niels Laursen supplerer:
“Det er en festdag for os landmænd, for det er her, vi møder kolleger og leverandører til en uformel snak hen over en ko eller en maskine. Det betyder meget”, siger formanden og fortsætter:
“Vi kan have plads til 10.000, og så mange landmænd er der alligevel ikke her på egnen, så det siger også lidt om, at der kommer masser af turister”.
“Og Henrik Bertelsen er jo en fantastisk naturmenneske, så han klarer nok at få lidt våde fødder”, griner formanden.
VIND HAR LUKKET SLUSE
Niels Laursen forklarer, at man har lukket sluserne vest for Ribe på grund af pålandsvinden, og det er derfor, vandet ikke kan løbe væk.
Forhåbentlig bliver slusen åbnet senere på dagen, når vinden lægger sig.
“Lige nu skinner solen, og ellers har folk jo taget påklædning på til vejret, så det går nok. Folk hygger sig og får lidt kaffe i teltene”, siger formanden og fortsætter:
“Man kunne måske sige, at vi kunne afholde dyrskue på et højere sted, men det vil jo ikke være det samme. Det skal være her på Hovedengen, som vi plejer”.
Han glæder sig over, at det endelig er muligt at holde dyrskue igen.
“Jo flere år, der går med aflysninger, jo sværere bliver det at rulle igang igen, så det er vigtigt, at dyrskuet er tilbage”.