Farverige gæster på NutriFair
Blandt de inviterede udlændinge er også Jorenkus samarbejdspartnere i Kenya.

Sjællandsk firma har inviteret 60 gæster fra 45 forskellige lande. Den sydsjællandske virksomhed Jorenku har sat sig for at give landbrugsmessen NutriFair i Fredericia her 22. og 23. januar et farverigt internationalt indslag.

Firmaet, som producerer tørhygiejnemidlet Staldren, har nemlig inviteret kunder og forhandlere fra hele verden med til NutriFair. Det har indtil videre 60 deltagere fra hele 45 forskellige lande takket ja til. De udenlandske gæster kommer blandt andet fra Ghana, Kenya, Sydafrika, Uganda, Malaysia, Thailand, Korea, Vietnam, Burma, Dubai, Egypten, Saudi Arabien samt en række europæiske lande.

Det bliver en stor og farverig gruppe, og vi glæder os meget til at være værter for dem, siger Johnni Pedersen, direktør i Jorenku.

Vi har en stand på 220 kvadratmeter, og her vil vi blandt andet afholde seminarer for vores inviterede gæster, hvor specialister fortæller om brugen af Staldren til de forskellige dyregrupper. Men alle besøgende på messen er naturligvis meget velkomne til at deltage i seminarerne, for det er ikke kun de inviterede, der kan få glæde af vores produkter og knowhow, understreger Johnni Pedersen.

Kilde: fritidsmarkedet.dk d. 6. februar 2014